Vaekst igennem tech og digitale loesninger

Tre råd til tech-drevet vækst

Teknologi og digitale løsninger er efterhånden en integreret del af de fleste virksomheder – store som små. Talrige erfaringer viser nemlig, at implementering af teknologi i hele eller dele af forretningen kan medvirke til betydelige reduceringer i virksomhedens omkostninger, en bedre udnyttelse af ressourcer eller endda øge omsætning og overskud som et resultat af effektiviseringer. I denne artikel kigger vi på tre områder, hvor du med fordel kan overveje at erstatte eller supplere dine nuværende løsning med et teknologisk alternativ og derigennem skabe tech-drevet vækst i din virksomhed.

Business Intelligence – data er vor tids valuta

Arbejder du med teknologi eller digitalisering, har du sikkert hørt udtrykket ”big data” mere end én gang. Flere virksomheder har i de seneste år fået øjnene op for, hvor stor en værdi man kan opnå igennem analyse og brug af den data, man får adgang til i forbindelse med alt fra salg til annoncering. Store datamængder kan dog virke uoverskuelige og usammenhængende, hvilket betyder, at et Excel-ark ikke altid er nok.

Denne problematik løses i praksis ved hjælp af Business Intelligence (BI), der i korte træk dækker over løsninger, som har til hensigt at gøre det nemmere og mere overskueligt at anvende data i relation til optimering af fx lønafregning, rekruttering, bogføring eller lignende. Programmer såsom Microsoft SQL (læs mere her), Power BI og Adaptive Insights hjælper virksomheden med at overskueliggøre, behandle og udnytte dataen til vækst. Ofte vil det dog være nødvendigt at alliere sig med et konsulentbureau, idet løsninger kan være ganske omfattende.

ERP – effektiviser forretningens kerneområder

ERP står for ”Enterprise Ressource Planning” og går i korte træk ud på at effektivisere en række af virksomhedens kernefunktioner i én løsning, der strækker på tværs af forskellige afdelinger – eksempelvis lager, salg, indkøb og marketing. Ved hjælp af ERP bliver koordineringen og samarbejdet mellem de forskellige funktioner mere effektivt og gnidningsfrit.

Et godt eksempel på fordelene ved at samle afdelingerne i en fælles database er lagerstyringen. I det øjeblik, en vare bliver solgt, registreres det i databasen, og er det kritiske niveau for lagerbeholdningen nået, sørger systemet for at give besked til indkøbsafdelingen – alternativt kan programmet indstilles således, at det selv afgiver en ordre hos leverandøren. Dette mindsker spildtid, og flere undersøgelser viser entydigt, at et ERP-system i høj grad kan være en vækstkatalysator.

CRM – glade kunder er loyale kunder

Efterhånden som en virksomhed når en vis størrelse, bliver det meget svært at huske de enkelte kunder – ikke bare deres navne, men også ordrehistorik, priser og andre vilkår. Dette resulterer ofte i spildtid og ineffektivitet og i værste fald utilfredse kunder, der er trætte af forskellige kontaktpersoner, som ikke er ordentligt sat ind i det enkelte kundeforhold.

Med et CRM-system får du nemmere ved at varetage din virksomheds kunderelationer. Det er muligt at danne sig et hurtigt overblik over den pågældende kundes seneste bestillinger, rabatter og leveringstid. Endvidere kan systemet selv sende påmindelser og tilbud til kunden, hvorved relationen så at sige ”holdes varm”. Loyale kunder er guld værd for din forretning, og sørger du løbende for at imødekomme den enkelte kundes behov, er fundamentet for fremtidig vækst på plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *