Tech

Startskuddet for Danish Tech Challenge har lydt

Der er ikke blot prestige og en præmie på 500.000 kroner på højkant, når deltagerne i årets Danish Tech Challenge de næste fire måneder giver den alt, hvad de har. Det vigtigste, deltagerne kan tage med derfra, er erfaring og et tæt samarbejde med eksperter inden for hard- og software. DTC er netop blevet skudt i gang for fjerde gang, og endnu engang er det virksomheder, som producerer højteknologiske produkter i fysisk form, dommerne har for øje.

Kun de bedste kommer igennem nåleøjet

Konkurrencen er en fantastisk mulighed for at sætte godt gang i sin virksomhed eller udvikle videre på sin idé, men det er altså ikke alle, som kan være med. DTC-kvalifikationen er lidt af et nåleøje at komme igennem, og kun de bedste af de bedste ender med at få en kontorplads i forskerparken Scion DTU, hvorfra de de næste fire måneder skal være en del af konkurrencen. Der er plads til 20 nystartede virksomheder inden for hardware i konkurrencen, og de har altså alle formået at udmærke sig blandt de mere end 140 andre konkurrenter.

Den perfekte platform for læring

Vinderen af Danish Tech Challenge kan løbe afsted med Industriens Fonds Iværksætterpris, hvilken er på 500.000 kroner. Denne pris er et klart incitament for deltagerne, men den læring og vækst, som deltagerne får ud af forløbet, kan altså vise sig at være lige så meget værd. Som deltager i DTC får du fri adgang til Forskerparkens mange faciliteter samt et prototypeværksted. På stedet vil der også være investorer og eksperter inden for området, hvilket alt i alt giver et unikt forum at arbejde i. For at få mest muligt ud af dette privilegie, lægger eksperterne op til, at man skræller al genertheden væk og lader eksperterne forstå, hvor man vil hen med sit projekt. På denne måde kan de nemlig bedst gå ind og se muligheder og hjælpe de unge iværksættere på vej.

Årets deltagere

Kriteriet for at deltage er, at ens virksomhed udvikler hardwareløsninger, som har vækstpotentiale. Inden for disse rammer arbejder deltagerne sig dog i vidt forskellige retninger. Deltagerne arbejder med alt fra trænings-apps, bakterie-sensorer og påsætningsenheder for insulinpumper, som alle er produkter, der kan gøre hverdagen lidt lettere for mennesker. Andre deltagere går i en mere miljøbevidst retning og har oprettet virksomheder, der producerer planter som luftrensere, lyskilder uden behov for el-net samt en måler for pesticider i vandet. Hvis blot idéen er god nok, er det altså ligegyldigt, hvilket felt man bevæger sig inden for.

Med årene er flere og flere af deltagerne folk, som på den ene eller anden måde har tilknytning til DTU – og i årets program er det altså halvdelen af deltagerne. Dette kan skyldes, at man i højere grad sætter fokus på iværksætteri. Sidste år var det også en DTU’er, som løb med titlen og de 500.000 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *