Hostingudbydere

Flere opkøb i den danske hostingbranche

Markedet for danske hostingudbydere har længe været kendetegnet ved enkelte store spillere og mange små. Dette har sikret danske hjemmesideejere et væld af muligheder, når det kommer til hosting af deres hjemmeside eller webshop, men udviklingen i de seneste par år har bevirket, at branchen i højere grad udgøres af færre, men større selskaber. I denne artikel kigger vi på den seneste udvikling i den danske hostingbranche.

Prisfokuserede kunder

Årsagen til, at markedet i disse år har oplevet en stribe af opkøb, skyldes i høj grad kundernes større fokus på prisen – et webhotel skal være så billigt som muligt. Dette stiller store krav til udbyderen, og for de små udbydere, der lejer plads på de stores servere, kan priskonkurrencen simpelthen være for hård.

Dette er i sig selv en væsentlig grund til opkøb og reduceringen i antallet af udbydere, men også mulighederne for vækst tiltrækker tilsyneladende udenlandske investorer. Nethandlen voksede i 2016 til mere end svimlende 100 milliarder kroner herhjemme – en udvikling der betyder, at hostingudbyderne i de kommende år bestemt ikke kommer til at trille tommelfingre.

Et marked præget af opkøb

Branchen har som tidligere nævnt førhen været opdelt i to grupper; de små virksomheder, som typisk lejer sig ind på større udbyderes servere, og større (ofte internationale) selskaber med egne datacentre. De seneste to år har markedet dog været præget af flere opkøb. For et par måneder siden blev DanDomain A/S eksempelvis solgt til belgiske Intelligent, mens Web10 og Meebox begge nu er en del af Zitcom Group.

Intelligent har med opkøbet af DanDomain fra Randers en ambition om at erobre danske og skandinaviske markedsandele. Også Jaynet og Solido Hosting er for nylig blevet en del af det belgiske konglomerat, og generelt lader udlandet til at have fået øjnene op for det danske marked for hosting. Hvorvidt opkøbene vil påvirke priserne og kvaliteten, er endnu for tidligt at sige, men hos firmaerne selv er man overbeviste om, at produktet vil blive bedre, uden at prisen skyder i vejret.

Hvilken betydning har de mange opkøb for kunderne?

Ved at samle flere små virksomheder i en større organisation er det muligt at opnå en række stordriftsfordele, der forhåbentligt kan betyde øget konkurrence på prisen. De større økonomiske muskler er ligeledes en sikkerhed for kunderne og et springbræt ift. videreudvikling af de eksisterende løsninger. Ydermere kan man ved at samle ressourcer og viden ét sted understøtte investeringer i nye, innovative produkter.

Omvendt frygter særligt de tilbageværende, mindre hostingfirmaer, at centraliseringen af udbydere vil blive en ”sovepude” for mastodonterne i relation til innovation. De mener, at de store virksomheder blot kan læne sig tilbage, da kunderne reelt kun har få valgmuligheder. Tillige forventer de kritiske røster, at stordriftsfordelene ikke kommer kunderne til gode, men snarere aktionærerne.

Umiddelbart er bekymringerne vedrørende markante prisstigninger ikke aktuelle. Prisen på hosting har aldrig været lavere, og tendensen ser ud til at fortsætte. De større hostingudbydere lader snarere til at fokusere og konkurrere på tillægsydelser, som skal supplere selve hostingløsningen. Dagene, hvor en virksomhed udelukkende tilbyder hosting, er altså måske talte – i hvert fald forsøger flere hostingudbydere at kombinere den grundlæggende service med mere komplekse produkter for at adskille sig fra konkurrenterne og vinde kundernes gunst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *